Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Rutiner

I Krummerne ser vi også rutinerne som et godt læringsmiljø, og det gør vi fordi de pædagogiske rutiner er tilbagevendende, og forekommer hver dag og ofte flere gange om dagen, og er dermed et godt øvelsesrum. Dernæst er en af kendetegne ved rutinerne, at de har et bestemt forløb, som er det samme, der gentager sig hverdag, hvilket kan være med til at skabe overblik for det enkelte barn. De faste elementer der er i en rutine, er medvirkende til, at barnet skaber en form for overblik i forhold til, hvor vi befinder os i løbet af dagen. Der er også en stor frihed i rutinerne, og et rum, hvor børnene selv kan bidrage med deres ideer og tanker til, hvordan vi udfører den pågældende rutine. Det er heller ikke bestemt på forhånd, hvor mange børn, der skal være med i en rutine, så vi kan også bruge rutinerne til at styrke børnefællesskabet. Eksempelvis kunne vi sætte nogle af de store børn til at dække bord med nogle af de mindre børn, eller bede de større børn hjælpe de mindre børn med at øse maden op. Når flere børn er i gang med den samme rutine, understøtter de hinandens erfarings og læringsprocesser. 

Under udførelsen af rutinerne kan vi skabe dialog og snakke med børnene og på den måde stimulere deres sproglige udvikling. Det kan eksempelvis være når vi dækker bord med børnene, hvor vi nævner, hvad de forskellige ting hedder samt tæller, hvor mange kopper og tallerkner vi skal bruge i alt. Når vi netop gør rutinerne til en central del af det pædagogiske arbejde i Krummerne sikrer vi også barnets dannelsesudvikling, da det bliver indviet i traditionerne og kulturen som eksempelvis måltidet. Samtidig foregår måltidet i et fællesskab, hvor der også er en række normer, der gør sig gældende. Endvidere bliver de introduceret til vigtigheden af, at være opmærksom på hinanden, og at hjælpe hinanden under måltidet. 

Samarbejdet omkring konkrete rutiner er nødvendigt, da det har betydning for livet og fællesskabet og at man herigennem kan opbygge meningsfulde fællesskaber, der udvikler relationer og venskaber samt skaber fælles betydning og forståelser. Det, at der er mange måder at udføre en rutine på og mange sværhedsgrader i en rutine bevirker også, at det pædagogiske personale i rutinerne skal være rammesættende og understøttende i forhold til børnenes aktive deltagelse for på sigt at få børnene inddraget og skabt handle og deltagelsesmuligheder i så mange rutineopgaver som muligt.